Fire ud af fem har en udenlandsk kollega
På næsten alle arbejdspladser finder man i dag medarbejdere af anden etnisk herkomst. På godt – og måske ondt – ligner det danske arbejdsmarked ikke det, som det var i vores forældres og bedsteforældres virkelighed.
De seneste år er en stadig større del af arbejdsstyrken født uden for Danmarks grænser. I langt de fleste tilfælde er der ingen, der tænker over, at det forholder sig sådan. Omkring fire ud af fem medarbejdere i danske virksomheder har kolleger, som ikke har dansk som modersmål.
En stor del af disse udlændinge er kommet til Danmark som flygtninge, og en del er kommet hertil som familiesammenførte. Men en ret upåagtet gruppe på det danske arbejdsmarked er kommet her til landet, fordi danske arbejdsgivere har ansat dem, fordi de besidder særlige kvalifikationer, uddannelser eller specialistviden. De kan være kommet til Danmark som læger, fordi de danske regioner – især i Regionerne Nordjylland, Midtjylland og Sydjylland – har meget svært ved at besætte vakante stillinger på regionernes hospitaler.
Andre udlændinge er blevet ansat i danske virksomheder, fordi man ikke har kunnet skaffe personer med den rette viden og baggrund – for eksempel it-specialister, som ansættes, fordi de danske virksomheder konkurrerer meget skarpt med udlandet.
Fælles for mange af disse ’hidkaldte’ medarbejdere er, at de har deres familie med til Danmark. Alle lever de et stille og ganske upåagtet liv – langt fra mediernes bevågenhed.
Men et andet fællestræk for disse medarbejdere er, at de medvirker til, Danmark stadig kan være med i kapløbet om udvikling, internationale markedsandele og know how. Men den helt store udfordring for de danske virksomheder og det danske samfund – og i sidste ende dig og mig – er, at det bliver stadig sværere at finde dygtige medarbejdere med den fornødne viden.
Vi må forholde os til, at Danmark måske ikke i længden kan blive ved med at være et attraktivt sted for udlændinge. Der er mange faktorer, der spiller ind her, men en ikke uvæsentlig faktor er, at danske arbejdsgivere ikke per automatik tilbyder udlændinge og deres ægtefæller sprogundervisning.
Ganske vist kan de udenlandske medarbejdere få undervisning på de kommunale sprogcentre og deres private pendanter, men undervisningen her imødekommer ikke de behov, som udlændingene og arbejdspladserne har. Behov som målrettethed, hurtighed og individuelt tilpasset undervisning er ikke en mulighed.
Hvis de danske virksomheder skal gøre sig håb om at fastholde de udenlandske nøglemedarbejdere, er det bydende nødvendigt, at målrettet danskundervisning bliver et tilbud fra dag ét.
Kun ved at tilbyde danskundervisning af ekstrem høj kvalitet, kan vi som land – og især som ’udkantsområde’ – håbe på, at udlændingene vælger at bosætte sig i lokalområdet og på den måde bidrage til udvikling og fremgang.