Er det nu rigtigt smart?

Region Nordjylland har i dette forår taget den modige og fornuftige beslutning, at alle udenlandske læger, der er ansat efter 1. august 2019 skal bestå Dansk Prøve 3 (DP3) inden for det første år efter ansættelsen. Men denne beslutning er truffet midt i en virkelighed, der er kendetegnet af idelige besparelser på regionens sygehuse og en voldsom mangel på læger.

Ingen økonomi 

Den politiske beslutning om en DP3 på ét år er ikke ledsaget af økonomi til at muliggøre en opfyldelse af sprogkravene. Det er nok ikke så smart.

Det officielle danske tilbud om sprogundervisning er den kommunale sprogskole eller de private aktører, som kommunerne har valgt at udlicitere opgaven til og som i øvrigt opererer inden for præcis de samme regler som sprogskolerne. 

Tilbuddet er beskrevet i Bekendtgørelse af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge. I §4 står der at læse, at danskuddannelsen ‘…har et omfang, der svarer til 1,2 års heltidsansættelse.’ I sprogskolernes virkelighed med taxameterbetaling fra staten betyder det, at en DP3 kræver to år på skolebænken. Det har hverken patienter, afdelingen eller den udenlandske læge tid til at vente på.

Intet offentligt tilbud

Det giver derfor ikke meget mening, når Regionsrådet tager en beslutning om at sproget skal læres på ét år. Det tilbud eksisterer ganske enkelt ikke i offentligt regi. Det er ikke så smart.

Som leder af et privat undervisningstilbud for højtuddannede udlændinge hilser jeg naturligvis regionsrådets beslutning velkommen. Og naturligvis også som patient. Men jeg kan frygte, at den trængte økonomi på sygehusene kommer til at betyde, at ledige stillinger ikke bliver besat – og da slet ikke via internationale rekrutteringer, som koster penge. Vel at mærke penge som sygehusenes afdelinger ikke har haft en chance for at regne ind i budgetterne. Dermed bliver besættelsen af ledige stillinger endnu mere besværlige – og i sidste ende kan patientsikkerheden være truet. Det er ikke smart.

Det er min klare fornemmelse, at forårets tv-dokumentarer om ‘De udenlandske læger’ har været med til at bremse op for internationale rekrutteringer. Det er også mit klare indtryk, at de udenlandske kandidater tidligere – og måske stadig – er udvalgt med udgangspunkt i en grundig faglig vurdering tilsat en god håndfuld mavefornemmelse. Samtidigt har de enkelte afdelinger på landets sygehuse selv siddet og opfundet ‘den dybe tallerken’ om og om igen – eller benyttet sig af rekrutteringsfirmaet, som har tilbudt ‘pakkeløsninger’. Men en international rekruttering kan være både hurtig og effektiv, hvis den er tilrettelagt rigtigt. 

Find de sprogbegavede

For mig er der overhovedet ingen tvivl om, at det kan gøres meget, meget bedre. Lad mig bare nævne et par klare forbedringspunkter i forhold til den tidligere praksis:

For det første er det utroligt vigtigt, at man blandt de fagligt velfunderede kandidater identificerer den, som bedst og hurtigst kan lære dansk. Hvad hjælper det at ansætte en superdygtig læge, hvis hun eller han er helt blottet for sproglig intelligens? En testning af kandidaternes sproglige intelligens kombineret med en psykologisk profil vil meget tydeligt kunne pege på den kandidat, som kan give ‘value for money’ på kortest mulig tid – og til den samlet set laveste pris.

Lær sproget hvor det skal bruges

For det andet er undervisningen i sprog og kultur nødt til at foregå lige der, hvor sproget skal bruges, og hvor kulturen skal læres, tilegnes og forstås. Ifølge en del af de læger, jeg har givet supplerende danskundervisning, har deres første sprogundervisning ikke givet meget udbytte. Det giver bestemt heller ikke nogen form for mening for mig, at de har siddet i Barcelona eller Budapst og lært ord og sætninger om madlavning, indkøb eller boligindretning. 

I stedet skal de tilbydes intensiv danskundervisning fra dag 1. I praksis kan man lige så godt udnytte de cirka tre måneder, hvor de venter på deres autorisation fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Fjernundervisning kan give en fantastisk resultat, fordi lægernes motivation er tårnhøj, lige når beslutningen om at flytte til Danmark er taget. Efter fjernundervisningen har de også en kvalitativt meget bedre introduktion til afdelingen, hvor de allerede ved ankomsten kan møde deres kolleger på et effektivt dansk.

Tre forskellige sprog

Endelig er det af afgørende vigtighed, at den udenlandske læge allerede ved ankomsten til afdelingen kommer i gang med at lære ‘lægedansk’ og ‘patientdansk’. Det er ikke kun ét dansk sprog, udenlandske læger skal lære – det er tre forskellige sprog: Almindeligt dansk som det tales ved kaffemaskinen og i kantinen, lægedansk som det tales internt af læger, og patientdansk som det tales med patienterne og deres pårørende.

Det går simpelthen ikke med en forventning om, at ‘sidemandsoplæring’ sammen med en dansk – eller nogenlunde dansktalende kollega – kan fungere. Kollegaen har for det første så rigeligt travlt med at tage sig af sine patienter, og for det andet kan man ikke regne med, at han eller hun er udstyret med passende pædagogiske talenter. Når ledelsen på afdelingen nogle gange har grebet til denne model, har det betydet to ineffektive læger og en proces, hvor der ikke er nogen garanti for gevinst.

Det tager kun syv måneder

Naturligvis koster en international rekruttering af en udenlandsk speciallæge penge. Men måske kunne den herskende praksis ændres, hvis politikerne tilbød en økonomi, der for sygehusene var til at være i. Samtidigt burde de stille nogle basale krav til rekruttering fra udlandet.

Med en professionel tilgang til den internationale rekruttering vil afdelingen kunne have fuldt operationelle udenlandske læger i løbet af seks til syv måneder fra det tidspunkt, hvor bruttogruppen af interessante kandidater er fundet. Man kunne spare lønudgifter de første tre måneder ved fjernundervisning fra dag 1, hvor lægen endnu ikke er formelt ansat, fordi hendes eller hans autorisation endnu ikke formelt er på plads.

For at gøre processen mere smidig kunne man opfordre Styrelsen for Patientsikkerhed til at gennemføre en godkendelse af autorisationer i to trin. Første trin kunne være en forhåndsgodkendelse af uddannelser fra universiteter, hvor udenlandske læger tidligere er blevet godkendt. Andet trin en godkendelse på baggrund af en individuel vurdering af den enkelte læges uddannelse og CV.

Skulle det være rigtigt smart, ville det være nødvendigt, at politikerne ledsagede deres krav med de økonomiske midler til og muligheden for at indfri kravene.