Alene og uden det lokale sprog
For en del år siden pakkede jeg mit hjem ned og rejste alene nordpå. Et stillingsopslag som ’arktisk reporter’ havde vakt min interesse, og med en underskrevet kontrakt med den ene af landets dengang to aviser tog jeg flyveren til Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord. Da jeg steg ud for at vente på flyveren til Nuuk havde jeg rig lejlighed til at sidde og tænke over, hvad jeg havde kastet mig ud i. Ankomsten til Grønlands hovedstad, Nuuk, gjorde ikke mine overvejelser mindre.
Selv om Grønland dengang var – og sikkert stadig er – meget præget af det dansk sprog, var det en meget underlig følelse at være ude af stand til at forstå, hvad der foregik omkring mig. Dengang var dansk ’magtens sprog’, og langt de fleste mennesker, jeg qua mit arbejde som journalist skulle tale med, mestrede det danske sprog. Og hvis de ikke var flydende på dansk, hjalp vi dem loyalt til at optræde velformulerede i avisens spalter.
Mit sproglige handicap blev hurtigt meget åbenlyst. Redaktøren sendte Knud Aqqaluk Josefsen, avisens grønlandske fotograf, og jeg på reportagetur til en bygd en times sejlads fra Nuuk. En af bygdens beboere fyldte 100 år, og hun skulle derfor i avisen. Uden invitation – men meget vel modtaget – kom jeg for første gang til rigtig grønlandsk kaffemik. Alle var vanvittigt søde, smilede og hyggede sig i vores selskab, men ikke en eneste af dem talte dansk. Knud befandt sig som en fisk i vandet, og jeg prøvede at flyde med. En god reportage bliver ofte båret af beskrivelser udformet så læseren næsten selv ’er med’ – og jeg tog noter, mange noter.
I båden hjem snakkede Knud og jeg om oplevelsen, og jeg skriblede løs på notesblokken. Efterhånden begyndte et oprids af en reportage at tegne sig. Hjemme på redaktionen gik Knud i mørkekammeret, og jeg satte mig til tasterne for at skrive. Da billederne var klar, fik jeg Knud til at fortælle mig om personerne på billederne og deres relationer til fødselsdagsbarnet. Det endte med at blive en nogenlunde anstændig reportage om en 100 årig kvindes liv i en bygd i Grønland. Men det var bestemt ikke et stykke arbejde, jeg var særligt stolt af, for næsten alt, jeg skrev, var oplevet på anden hånd.
Hvis man skal ’ind i et samfund’ og forstå dets beboere, er sproget ubeskriveligt vigtigt. De højtuddannede medarbejdere, som danske virksomheder inviterer her til landet for at arbejde, vil på samme måde, som jeg oplevede Grønland, komme til at opleve Danmark og danskerne på anden hånd. Hvis vi som samfund – og måske specielt udkantssamfund – skal gøre os håb om at fastholde viden og kompetencer, bliver vi nødt til at hjælpe den udenlandske arbejdskraft til at kunne tale og forstå, skrive og læse dansk.
Ikke kun mit faglige liv i Grønland var ’ved siden af’ det grønlandske samfund. Mine sproglige utilstrækkeligheder betød, at mit sociale liv blev levet sammen med andre danskere i samme situation i vores forstadsetageejendomme. Måske fordi vi alle var højtuddannede, blev ordet ghetto ikke anvendt… Men jeg var én af de, der blev længst i Grønland – fem vidunderlige og udfordrende år blev det til, før jeg søgte tilbage til Danmark. Og så skylder jeg jo også lige at sige, at jeg havde det umådeligt let, mens jeg boede i Grønland: Butikkerne handlede med de varer, jeg kendte fra Danmark, det administrative system var bygget op som en kopi af den danske statsadministration. Og så havde jeg et job, hvor det var en dyd at være nysgerrig…